“Ord sætter spor” – Det erfarede eleverne i 6.M på Ådalens Skole i går, onsdag den 22. maj, da trivsel, mobning og at “ord sætter spor” var på programmet. Claus Heine kunne med egne og andres virkelige beretninger skabe en stemning af fællesskab, åbenhed og ærlighed.
Især de meget personlige og virkelige fortællinger gjorde stort indtryk på elever og lærere. Eleverne var eftertænksomme, og nogle blev også “ramt” af, at egne erfaringer pludselig var delbare med andre, der havde oplevet lignende. Det gjorde stort indtryk at se, at man ikke er alene om oplevelserne. Claus Heine har en eminent evne til at få eleverne til at åbne sig og fortælle deres historier til ham.
Opmærksomheden omkring, hvor dybe spor en dårlig skolegang kan sætte for resten af livet, var tydeligvis en øjenåbner for mange. 6. M er heldigvis en fantastisk klasse, som i den grad trives – også forud for mødet med Claus Heine, men det gør ikke besøget mindre vigtigt, for alle elever har en rygsæk fyldt med både gode og mindre gode oplevelser og erfaringer, som blev bragt i spil i mødet med Stoop.nu. 23 søde, omsorgsfulde, ærlige, empatiske, ordentlige, velopdragne, sjove, kloge, friske, åbne og tillidsfulde unge mennesker er nu klar til fremtiden.
Det er altid inspirerende at få ‘folk udefra,’ så vi siger tak for dagen. Ådalens Skole kan på det varmeste anbefale Stoop.nu til andre skoler.
Klasselærere Pernille Erck-Termansen og Mette Lund, 6.M