Modigste pige jeg nogensinde har mødt!
I dag vil jeg gerne dele en utrolig historie med jer alle, der giver jer et indblik i mit arbejde og hvordan det står til på vores skoler. For nylig besøgte jeg en 7. klasse på Sjælland, hvor jeg blev mødt af en pige, som uden tvivl er den modigste person, jeg nogensinde har stødt på.
Jeg var blevet inviteret til skolen for at arbejde med trivsel og brugen af ord. Hele dagen prikkede denne særlige pige til mig, som om hun havde en stor hemmelighed, hun brændte for at dele med sine klassekammerater. Det var tydeligt, at hun ønskede at sige noget vigtigt.
Efter frokostpausen fandt hun endelig modet til at tage ordet. Hun rejste sig op foran hele klassen og sagde følgende: “Jeg vil gerne have, at I alle ved, hvordan jeg har det hver morgen, når jeg skal i skole. Jeg ved, at I synes, jeg lugter, er grim og har grimt tøj på. Men I skal vide, at jeg græder hver eneste morgen og har det virkelig dårligt med mig selv.”
En dyb tavshed bredte sig i klassen. Jeg forsøgte at følge op på pigens udmelding, men ordene sad fast i min hals. Jeg kiggede over på begge lærere, der stod ved siden af mig med tårer i øjnene og var stivnet af chok. Det var et øjeblik, der fyldte os alle med en overvældende følelse af beundring for denne modige pige, der turde stå op mod hele klassen og dele sin historie om at føle sig udenfor.
Desværre møder jeg flere børn derude på skolerne, som har det på samme måde, men som ikke har modet til at stå op og tale foran hele klassen. Vi som voksne må skabe et rum for vores udsatte unge, der kæmper dagligt med svære følelser. Lad os støtte dem og vise dem, at de ikke er alene.
Denne ægte og virkelige historie er en af grundene til, at jeg fortsætter med at gøre mit arbejde gratis på alle landets skoler. Det må og skal ikke koste noget at hjælpe vores børn. Lad os sammen skabe en verden, hvor ingen børn skal føle sig udenfor.
Claus Heine