MOBNINGENS FØLGESKADER
Min historie om mobning er således.
( jeg lukker øjnene for at tænke tilbage) og ordene flyver ind ) BRILLE ABE! TABER! SVANS ! DU ER GRIM ! DU KAN INGEN TING! DU ER FOR DUM! DU LUGTER! BOLD MONGOL! DU ER MÆRKELIG!SPASSER!HINKESTEN!LEVERPOSTEJ BRILLE!
DU BLIVER ALDRIG TIL NOGET! FATTIGRØV! DU HAR INGEN STIL! FEDT HÅR! SLIK HÅR! Jeg kunne blive ved.
Jeg blev mobbet og holdt uden for pga. Jeg ikke lige havde den rette frisure havde det rette tøj eller fordi jeg bruger briller om de var store eller små.
Jeg var altid alene ved projekt opgaver.
Jeg blev altid valgt sidst til sport eller slet ikke. ( i kan bare tag ham ) var normalt sådan de sluttet med hold delingen.
Jeg var ikke noget i forhold til andre, det eneste jeg kunne bruges til var at være mobbe ofre eller boksebold når de fik dårlige karakter. Eller bruges til at låne film hos fordi min far havde sindsyg mange videofilm. Og det gjorde jeg dum som jeg var.
Det startet i børnehaveklassen det var mere små drillerier men som alligevel gjorde ondt. At jeg så også måtte gå børnehaveklassen om det gjorde det ikke bedre. Det var som om det var startskuddet til det helvede som har fulgt mig lige siden
Til klasse fester blev der sat skilte på min ryg uden jeg anet det hvor der stod klassens klovn.
På klasseture fik de da også fortalt andre klasser vi mødte fra andre skoler et eller andet så når jeg gik forbi el ligne så grinet de.
Eller også kom de med små bemærkninger (hint) og så viste jeg godt hvad klokken havde slået.
Jeg husker alt men for at det her ikke skal blive for langtrukkent så nævner jeg bare små uddrag.
På en udvekslingstur i Jylland hvor vi skulle bo hos en vi havde skrevet sammen med der sad jeg og spillet kort med moderen om aften når de andre var i ( klubben) eller blev væk fra deres undervisning. For at køre rundt med hendes far hele dagen.
Eller en Norge tur hvor alle hygget sig med hinanden og havde det sjovt osv. undtagen mig, jeg blev på værelset hele dagen også aften. (havde også et mindre uheld på en af pisterne men det er en anden snak)
Eller en London tur som bar præg af alle gik rundt i små grupper og handlet når vi havde besøgt div. turist attraktioner. Undtagen mig, jeg gik bare rundt med lærerne. En af de sidste dage var der dog nogle af pigerne fra klassen, der spurgte om de skulle hjælpe med at shoppe tøj. Lige der følte jeg mig som noget specielt, hvor jeg lige fik en anden tøj stil.
Men på færgen på vej hjem der mærket jeg tydeligt at jeg tog fejl og havde det ikke været for en fra parallelklassen så havde jeg nok ikke været her nu. Jeg var få sekunder fra at springe i havet da han kom ud….. på dækket.
Lige meget hvor jeg går
Føler jeg mig alene
Ingen ved hvordan det er
Og ingen syntes at bemærke
Min ensomhed
Jeg har ingen venner
Og ingen jeg rigtig
Kan snakke med
Min ensomhed
Er som et fængsel
Døren til mit hjerte
Er rustet fast
Og nøglen forsvundet
Lukker ikke op for nogen
Er bange for at lade andre
Komme tæt på mig
Indespærret i min ensomhed
I en labyrint af følelser
Jeg ikke selv forstår
Selvmordstankerne kommer
Hver gang jeg ser en kniv eller et tog
Jeg kæmper en desperat kamp
For at holde mig selv i live.
Jeg begyndte tro mere på det de sagde at jeg var ingen ting kunne ingen ting blev aldrig til noget.. Mine karakterer var også bund karakter så de var kun med til at overbevise mig om de havde ret. Det var mig den var gal med……. Ikke dem!
Og at jeg røg på efterskole det var heller ingen succes
Der var jeg tæt på at tage springet fra en klippe
Men det var en lære der stoppet mig. Ingen fik det af vide ikke en gang min familie.
Og som det ikke var nok så heller ikke tiden efter på malerskole eller landtransportskolen nogle succes . Mine ting blev saboteret og ellers var det bare det samme jeg blev holdt uden for jeg var outsideren .
I samme periode fik min første kæreste…… hun sagde hun havde været utro , og da jeg kom ind på skolen fik jeg af vide jeg ikke egnet mig til valgte uddannelse … og så blev slået ned på vej hjem og så knækket filmen….
Jeg blev indlagt på psykiatrisk med depression og angst det var jeg så i godt 8 måneder.
I dag har jeg dog fundet ud af hvorfor jeg havde så svært ved at lære i folkeskolen.
Jeg er født med NF1 det fandt jeg ud af som 25årig nu er jeg 42 er uddannet godschauffør med grundet arbejdsskade i ryggen er det kapitel slut og jeg er blevet førtidspensionist
Men lyspunkt jeg har som holder mig oppe er jeg har en dejlig kone vi har en søn på 9år og 1 på 2år og en svigerfamilie som acceptere mig og elsker mig for den jeg er og ikke det jeg er.
Livet igennem har jeg skrevet tons vis af digte. Sådan har jeg fået mine følelser ud dog ikke altid det har virket lige godt.
Mobningen har sat sine præg i mit liv uanset hvad.
Så hver gang jeg skal forsøg mig med noget nyt så tvivler jeg på mig selv.
kan jeg nu det? Hvad nu hvis jeg fejler ?
mobningen har gjort mig til den skrøbelige og bløde person jeg er i dag der skal intet til at knække mig.
Jeg ville ønske den her
kunne ramme dem som ødelægger andre mennesker indefra og ud.😡😡😡😡
Personen bag masken
På ryggen bære tasken
Tasken som ingen kan se
Ej heller at vægten tager til
Det kan godt være nogle ikke kan se sine tærer
Men det du siger og gør, gør det kun være
Det du siger til den dreng , mand,pige ja kvinde
Ser nu sit spejl som sin fjende
Det de nu ser
De bare hader mer og mer
Så stop før deres fald
Ingen er altså ikke bare en TOM
skald
Elske og tro på sig selv de skal
Glemme alt hvad andre siger
De er lige så smuk og dejlig som andre uanset om de er mænd ,kvinder , drenge el piger.
Nogle slås også med sygdomme MEN Kærligheden til dem alle skal nok komme
Ikke alles hjerter er tomme.
Kort sagt min barn og ungdom er ikke noget jeg ser tilbage på med den største glæde. Og bestemt heller ikke hele mit voksenliv.
LIVET Det fik først mening da jeg mødte min kone da fik mit liv indhold ellers lavet jeg ikke andet end at dvæle til film som i bund og grund lyver for livet og kærligheden er ikke dans på roser og lyserøde skyer… På ingen måde tror man det så får man et chok og bliver knockoutet i gulvet i bedste Rocky stil.
Ellers ja så spillet jeg gerne spil hvor jeg var HELTEN. En der var noget en der kunne noget og havde succes. ( må nok indrømme jeg til tider stadig har brug for at være HELTEN.)
Uuuh jeg kunne blive ved men det mobningen gør ved et menneske har også så umenneskelige mange sider(ansigter).
jeg er nød til at stoppe nu …
det gør for ondt at blotte bogens sider
