Min egen historie

Vi er forældre til 2 dejligt børn.

Vi har en datter på 17 og vores dejlige stille, lynende intelligente og meget sårbare dreng Marcus. Marcus er 13 år. Han har altid været en lille usikker mus, som er nogle gange er blevet trynet af klasse “kammerater”. han skiftede skole første gang i 3 klasse fordi der var en som konsekvent smed han ned på gulvet og satte sig på ham når han ikke fik sin vilje.

I det skole skift kom han i en klasse som var så kaotisk, det car primært pigerne som skaber ballade. De råbte, skreg, dannede intriger og der var kontant konflikter, larm. Magt situationen var ikke til til lærernes farvor og klassen formåede at slide 5 lære ned som gik ned med stress fra 0-3 klasse.

Marcus havde få venner i klassen, men han klarede det, nogenlunde det første år. Så fik de nye lære i 4 klasse  som var super dygtig til at få sat skik på klassen. Hun var ultra hård og kørte militær stil, men Marcus kunne ikke håndtere at blive behandlet så hårdt for han høre efter og gør som der bliver sagt, desværre tager han samtidig alt personligt. Så han tog alt ind og begyndte at udvise depressions tegn, som ondt i maven, kvalme og hovedpine.

Da vi fik vores nye bolig og skulle flytte valgte Marcus at skifte skole igen. Han kom til en klasse som skulle deles op 4 måneder senere, så han nåede ikke rigtig at få nogle nye venner og det var ingen som tog kontakt til ham. Da de startede i 6 klasse ende han igen i en klasse fra helvede, mere voldsom uro, råb, skrig, manglende respekt og kaos.

Marcus har svært ved at finde venner som gad lave noget efter skole. klassekammeraterne vil heller hjem og spille pc eller være sammen med andre m.v. og han kan ikke finde noget han har lyst til at lave i sin fritid så han er alene.

Marcus går fra skole start og frem til november måned og forsøge at få lavet noget  aftaler med forskellige klassekammerater, men bliver afvist, han forsøge at køre ned til andre fra den gamle klasse, men de beder ham om at ringe først og når han gør det tager de ikke telefonen.

I slut november bryder Marcus sammen en morgen inden han skal i skole. Han har ondt i maven, kvalme, hovedpine og til sidst siger han at han ikke har lyst til at være her mere. Han fortæller at han sidder i skolen og forestiller sig hvordan han vil hænge sig selv.

Han græder og fortæller at han ikke kan forstå hvorfor der ikke er nogle der kan lide ham og som gider ham.

Jeg skriver til skolen og siger at Marcus er gået med med stress og eftersom det ikke er sket noget med PPR m.v. siden vi havde vores første møde i august bliver han hjemme for en stund. Marcus er hjemme hele december og bliver gradvis bedre og bedre igen. Vi har et møde i december hvor der bliver sagt at PPR tager Marcus op men at det vil gå ca. 4 måneder.

Marcus starter på reduceret skema efter kun og det går nogenlunde, men der er ikke en glad dreng vi har. Når han kommer hjem fra skole søger han direkte ind i den virtuelle verden, hvor der er nogle som gider snakke med ham, men han er ikke sammen med nogle fysisk.

For 14 dage siden fik vi så besked fra skolen om at deres PPR var gået på barsel og hende som har overtaget flest kan tage Marcus sag  tidligst efter sommerferien, men realistisk nok først i det nye år.

Vi står med en dreng som psykiatrisk skadestue vurderer til ikke at være selvmordstruet nok til at de kan gøre noget. Kommunens børn og unge, vil gerne snakke med ham, men kan heller ikke gøre noget og en skolen som tilsyneladende vurdere at ikke at være vigtig nok til at prioritere.

Jeg har en mistanke om at han måske kan have noget autisme og derfor slet ikke har godt af det miljø som han er blevet placeret og at det bl.a. er derfor at han reagere på alt den tumult og kan have svært ved at finde venner. Og nu bliver han syltet i det her skolesystem, sat mere og mere af, han kommer længere og længere bagud med sin undervisning og skal oven i det nu i 7 klasse hvor de begynder at presse børnene i forhold til uddannelse og fremtid og Marcus har ikke den ballast der skal til nu.